AdobeStock 86285470 costa brava 1

Top 10 bedste strande på Costa Brava

Få områder har som Costa Brava så exceptionelt mange smukke strande, så det er lige før, det er umuligt at begrænse sig til kun at udvælge de ti bedste. Her er vores ti bud på de bedste strande på Costa Brava.

Cala Aigua Blava, Begur

Essensen af Costa Brava kogt ned til en enkelt strand. Så enkelt kan det udtrykkes. Cala Aigua Blava (Aigua Blava betyder blåt vand) er malerisk smuk med sit helt transparente hav, der gradvis ændrer kulør, som havet bevæger sig ud af bugten. Udsigten fra stranden er uovertræffelig, og har du familien med, kan du roligt lægge dig tilbage i det bløde sand og lade børnene boltre sig det lavvandede hav.

View on map

Cala de Sa Tuna, Begur

Vi bliver i Begur, der er hjemsted for nogle af de mest billedskønne strande, du kan forestille dig. En af de mest kendte bugter, hvor du har stejlende og dramatiske klipper på begge sider og skoven lige bag ved dig. Vandet er turkisblåt og af den kaliber, du normalt kun ser på et postkort. Et absolut must, hvis du er på disse kanter.

View on map

Cala Pola, Tossa del Mar

Klemt inde mellem Cala Bona og Cala Giverola, der næsten også fortjener en plads på denne liste, har vi Cala Pola, der er utrolig fredfyldt taget i betragtning af, hvor smuk den er. Udsigten fra klipperne rundt om stranden er man nød til at opleve, og så byder den som så mange andre strande i området på krystalklart vand tenderende til det transparente.

View on map

Illa Roja, Begur

Den røde ø er navnet på denne strand, der har fået sit navn, fordi en stor rød klippe(ø) deler bugten op i to og skaber et spektakulært syn. Vandet er blåligt, næsten gennemsigtigt, og det fine, bløde sand skaber en form for oase.

View on map

Playa og Cala de Canyet, Santa Cristina d'Aro

En lidt anderledes strand, da sandet består af små sten og vandet er mere smaragdgrønt end så mange andre steder. Men tag ikke fejl. Playa og Cala de Canyet er en oplevelse med sine rustikke klipper, der omkranser den forholdsvis lille strand. Det er ikke stedet, du tager hen for at blive vartet op, men det er helt optimalt, hvis du søger en fredfyldt og lidt anderledes strand.

View on map

Cala Sa Boadell, Lloret de Mar

Omgivet af en frodig natur, er det her måske den bedste strand, du finder i det velkendte Lloret de Mar. Vejen ned til stranden er fyldt med gode udkigsposter, hvor du kan betragte den smukke strand, der er et yndet tilflugtssted for de lokale, der gerne vil lidt ud af byen Lloret de Mar. Stranden er cirka 200 meter bred, og det er værd at notere sig, at den højre del af stranden er forbeholdt nudister.

View on map

Calella de Palafrugell, Palafrugell

Palafrugell har mange flotte strande, og der kan også nævnes Port-Bo som ligeledes er et besøg værd. Vandet er roligt og fuldstændig glasklart, men det er omgivelserne, med de små og ikoniske, hvide huse, der for alvor gør dette til en speciel oplevelse.

View on map

Cala Rustella, Roses

Omtrent otte kilometer væk fra centrum finder du Cala Rustella, der en af tre utroligt smukke bugter. Havet er næsten uhørt tillokkende, og sammenholdt med det dejlige, hvide sand og den frodige natur på begge sider af klipperne, der slår ring om bugten, har vi her med en sand perle at gøre.

View on map

Cala Estreta, Palamós

En smal strand, som navnet antyder, der ikke er meget mere end 100 meter lang, men ikke desto mindre en skøn strand. En stor klippe opdeler stranden i to dele, og stranden minder på den måde en smule om Illa Roja, der er nævnt højere oppe på listen.

View on map

Platja de Treumal, Selva

Ligger i forlængelse af stranden Santa Cristina, der bestemt også er værd at afprøve, og byder på en storslået natur, der giver en nærmest subtropisk oplevelse. Når solen slår ned i havet, skabes der en helt ubeskrivelig smuk blågrønlig farve i vandet, hvilket sikrer denne relativt lille strand en plads på listen over de bedste af slagsen på Costa Brava.

View on map